2500 unge blev advaret mod at blive et muldyr

18. JANUAR 2024

Unge skal vide, hvad de skal være opmærksomme på for at undgå at ende som økonomiske muldyr for kriminelle. Derfor afholdt Vestjysk Bank i samarbejde med Politiet et webinar midt i januar om muldyr. I alt deltog 2500 elever fra grundskoler i Midt- og Vestjylland.

Unge helt ned til 13-års alderen bliver i stigende grad lokket til at være mellemmænd ved pengeoverførsel for kriminelle. Dermed kan de unge, ofte helt uvidende, medvirke til hvidvask af penge. Begrebet kaldes for ’muldyr’.

På webinaret deltog to betjente fra Midt- og Vestjyllands Politi, der til daglig arbejder med økonomisk kriminalitet. De fortalte, hvad et muldyr er, og hvordan det foregår, når kriminelle lokker unge til at blive muldyr. Samtidig blev det gjort klart, at det er strafbart at medvirke til hvidvask, og det kan have konsekvenser for de unges fremtidige jobmuligheder. Til sidst i webinaret havde de unge mulighed for at stille spørgsmål, og de to betjente blev spurgt om alt lige fra straffeattest til pengeoverførsler via salg på DBA.

- Vi oplever, at mange unge ikke ved, at de begår en kriminel handling, som kan give en plet på straffeattesten. Derfor er det vigtigt, at de unge lærer, hvad et muldyr er, så de ved, hvornår de skal være på vagt, fortæller Erik Hykkelbjerg fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Anders Ulriksen, matematiklærer i udskolingen på Spjald Skole, havde tilmeldt sine klasser til webinaret for at klæde eleverne godt på:

- Jeg tænker, det er et rigtig vigtigt emne at komme omkring i en ungdomskultur, hvor ting går hurtigt - særligt på de sociale medier. De unge skal være påpasselige, når det handler om “hurtige penge” og samtidig være bevidste om konsekvenserne. Så det er vigtigt, at der bliver sat spot på et område, hvor de unge let kan lokkes i en fælde.

En undersøgelse, som Finans Danmark lavede i 2022 viste, at kun 1 ud af 10 unge under 30 år kendte til begrebet muldyr.

FAKTA

Hvad er et muldyr?

Du bliver muldyr, hvis du giver en person lov til at føre penge gennem din konto, og pengene viser sig at stamme fra kriminelle aktiviteter. Det foregår typisk ved, at en person overfører penge til din konto, og I har aftalt, at du herefter fx skal hæve pengene i en hæveautomat eller overføre pengene til en anden konto. Nogle gange tilbyder de kriminelle penge for overførslen, og andre gange finder de på dækhistorier, så det virker som om, de blot har brug for en tjeneste.