40-års jubilæum i Vestjysk Bank Viborg

1. juli 2024

Mandag den 1. juli kan Charlotte Uhrenholt Madsen, privatrådgiver i Vestjysk Bank i Viborg, fejre 40-års jubilæum.


Charlotte blev udlært i den daværende filial i Skals, men har arbejdet i Viborg siden 1988. Selvom stillingsbetegnelsen har været den samme gennem alle årene, har jobbet budt på masser af spændende opgaver og udfordringer.

- Jeg kan godt lide at have med mennesker at gøre, og derfor er jeg rigtig glad for at snakke med kunder. Mit job har altid været i udvikling, og jeg har haft mulighed for at tage spændende supplerende uddannelser som fx ejendomsmægler og valuar. I en årrække var jeg både ansvarlig for at vurdere ejendomme for Totalkredit og boligansvarlig i filialen. Derudover har jeg i en periode været medlem af bestyrelsen i Sparekassen i Skals, det var nogle år før fusionen med Den Jyske Sparekasse og senere Vestjysk Bank, fortæller Charlotte.
I filialen i Viborg er hun omgivet af en stor flok kolleger, som tæller 31 i det daglige.

- Jeg har altid haft og har stadig nogle fantastiske kolleger. Det betyder alverden at have kollegaer, der bakker op om én, og som har en god humor. Det gør en stor forskel, at der er plads til at dele et smil og en sjov bemærkning, når det indimellem går stærkt, siger Charlotte.

Privat bor hun i Skals sammen med sin mand Preben. Sammen har de to voksne sønner og to børnebørn. I fritiden nyder Charlotte at koble af med en frisk gåtur og god musik i ørene.