HV-transport modtager ESG-prisen 2023
21. NOVEMBER 2023
HV-transport har netop modtaget årets ESG-pris for arbejdet med at mindske virksomhedens CO2-aftryk og for at udvise et stort socialt ansvar. Prisen blev uddelt ved ESG-konferencen for lokale virksomheder i Herning og Ikast-Brande kommuner, der blev afholdt den 21. november.
Det er ikke nogen hemmelighed, at transportbranchen er en af de sektorer, der udleder meget CO2 i Danmark. Derfor er branchen en vigtig del af den grønne omstilling, og transportvirksomhedernes indsats gør en stor forskel.
HV-transport er en af de virksomheder, der har taget affære og arbejder aktivt med, hvordan de kan reducere deres CO2-udledning samtidig med, at de fortsat skal drive en rentabel virksomhed. Derfor er de blevet tildelt ESG-prisen 2023. Fra juryen lyder det blandt andet i begrundelsen:
- HV-Transport har gjort sig bemærket, fordi de tør gå foran og vise vejen for andre i den grønne omstilling, selvom det er ressourcekrævende. De kigger på alle hjørner af forretningen lige fra deres værdikæde til internt i virksomheden. Deres indsatser har blandt andet resulteret i, at de har nedbragt virksomhedens samlede brændstofforbrug med 8% det seneste år, hvilket er meget imponerende. Samtidig fortjener de ESG-prisen for deres mangeårige arbejde med at skabe en rummelig arbejdsplads, hvor over 10% af medarbejderne i dag er rekrutteret blandt ledige på kanten af arbejdet.
Alle interesserede har haft mulighed for at indstille en lokal virksomhed til årets ESG-pris. I alt var der tre nominerede, som var udvalgt blandt alle de indstillede kandidater af en jury.
Juryen har bestået af:
- Dorte West, borgmester i Herning Kommune
- Ib Boye Lauritsen, borgmester i Ikast-Brande Kommune
- Rasmus Norup, Erhvervsdirektør i Erhvervsrådet
- Thea Lyng Thomsen, direktør for Bæredygtig Herning
- Jørgen Nissen, filialdirektør i Vestjysk Bank i Herning
ESG-konferencen arrangeres i et samarbejde mellem Bæredygtig Herning, Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande og Vestjysk Bank. Den skal inspirere og motivere lokale virksomheder til at arbejde med ESG og bæredygtighed.