John Søgaard har 40-års jubilæum i Vestjysk Bank Holstebro
1. april 2025
Tirsdag den 1. april kan John Søgaard, erhvervsrådgiver i Vestjysk Bank, fejre 40-års jubilæum.
John startede som elev i Lemvig filialen i 1985, hvor han kortvarigt arbejdede som privatrådgiver, da elevtiden var forbi. Nysgerrigheden og lysten til at lære nyt førte ham imidlertid videre, hvor han både stiftede bekendtskab med udlandsafdelingen og revisionsafdelingen.
Efter et pitstop i Harboøre fik John i 1992 et job i Aarhus filialen, hvor han for første gang stiftede bekendtskab med erhvervsområdet, som viste sig at blive den helt rigtige hylde. Efter 12 år som erhvervsrådgiver og vurderingsansvarlig i Aarhus, fortsatte han 10 år i Randers i en tilsvarende stilling, indtil han i 2014 blev ansat i Holstebro.
At John har været vidt omkring både fagligt og geografisk har været medvirkende til, at han har haft en spændende karriere i Vestjysk Bank.
- Jeg har været i banken i 40 år, fordi der har været mulighed for mange forskellige arbejdsopgaver i forskellige filialer. Det bedste ved jobbet er kundekontakten kombineret med de varierende arbejdsopgaver. Derudover har jeg altid haft nogle rigtig gode kolleger. Vi har det godt sammen med en fri og behagelig omgangstone med plads til sjove bemærkninger. Det er med til at sætte kulør på arbejdsdagen, fortæller John.
Udviklingen i såvel banken som branchen generelt har også været til at skabe et afvekslende arbejdsliv.
- Banksektoren har ændret sig markant gennem årene, og det har været fascinerende at være en del af denne udvikling. Samtidig er der sket meget med Vestjysk Bank, som både har været igennem fusioner og svære tider frem til i dag, hvor vi står som en utrolig stærk bank, slutter John.
Privat bor John i Holstebro sammen med sin hustru Bodil, der er diætist. Parret har to døtre; Carla på 22 år og Johanne på 26 år. I fritiden nyder John at spille golf og holde formen vedlige med nogle gode løbeture. Derudover følger han trofast med i både håndbold og fodbold, når de lokale klubber TTH Holstebro og Holstebro Boldklub spiller.
Reception
Jubilæet bliver fejret ved en uformel reception fredag den 4. april fra kl. 14-16 i filialen i Holstebro. Kunder, familie, venner og kolleger er velkomne.
Af hensyn til forplejningen bedes du tilmelde dig receptionen her.