Vestjysk Bank ansætter ny bankdirektør
14. marts 2025
Nana Lottrup Nørgaard bliver ny bankdirektør i Vestjysk Bank. Hun kommer senest fra Spar Nord og har 15 års erfaring fra den finansielle sektor. Adm. direktør Peter Hupfeld glæder sig over, at direktionen nu er på plads, og Vestjysk Bank kan sætte fuldt fokus på bankens ambitiøse 2030-strategi.
Vestjysk Bank har ansat Nana Lottrup Nørgaard som ny bankdirektør og medlem af direktionen. Hun afløser Michael N. Petersen, der i november 2024 meddelte, at han ønsker at fratræde sin stilling. Nana Lottrup Nørgaard er uddannet cand.scient. oecon og har 15 års erfaring med bl.a. kredit- og risikostyring. Hun kommer fra en stilling som direktør med ansvar for kreditstyring i Spar Nord, og tidligere har hun arbejdet i blandt andet Nordea og Deloitte.
Bestyrelsesformand Kim Duus siger:
”Vi er glade for at kunne byde Nana Lottrup Nørgaard velkommen i Vestjysk Bank. Hun har stor erfaring inden for økonomi, risikostyring og kredit. Hun har stærke lederegenskaber, er ambitiøs og drevet af at skabe målbare resultater gennem forandring, forbedring og effektiviseringer. Med Nana får vi en leder i Vestjysk Banks direktion, der kan bidrage til at fortsætte de gode resultater, banken har skabt de seneste år.”
Direktionen på plads
I forbindelse med udnævnelsen siger adm. direktør Peter Hupfeld:
”Jeg er glad for, at vi med ansættelsen af Nana nu har direktionen på plads. Nana kommer med nogle stærke kompetencer og kan bidrage betydeligt til Vestjysk Bank, ikke mindst når det gælder vores ambitioner i bankens 2030-strategi. Vi har en målsætning om at blive betydeligt større frem mod 2030, blive mere effektive, øge digitaliseringen og have endnu større kundefokus. Det arbejde er i fuld gang, men jeg er sikker på, at Nana vil bidrage betydeligt til, at vi kommer i mål og fortsætter de stærke resultater.”
Nana Lottrup Nørgaard tiltræder efter nærmere aftale.
For yderligere oplysninger:
Jane Toft Olufsen, IR og kommunikationschef, tlf. 96632077, e-mail: jol@vestjyskbank.dk