Vestjysk Bank er ny hovedsponsor i Videbæk IF
1. APRIL 2024
Fodboldspillerne i Videbæk IF tager hul på forårssæsonen med en helt ny hovedsponsor på trøjerne fra 1. april. Klubben har lige underskrevet en 3-årig hovedsponsoraftale med Vestjysk Bank.
Næstformanden for Videbæk IF, Kenneth Meldgaard, udtrykker stor glæde over den nye sponsoraftale:
- Vi er utrolig stolte over, at Vestjysk Bank ønsker at være hovedsponsor i Videbæk IF.
Historisk set er det den største aftale, klubben nogensinde har lavet. Aftalen hjælper os med at opnå vores store ambitioner. Vi vil gerne udvikle os som klub på mange parametre, og det kan vi kun gennem gode partnerskaber. Vi ser utrolig meget frem til samarbejdet med Vestjysk Bank, fortæller Kenneth Meldgaard, som også er sponsoransvarlig i Videbæk IF.
Lokal vilje og opbakning
Hos Vestjysk Bank er der også stor glæde over det nye samarbejde med Videbæk IF.
- Som byens lokale bank lægger vi stor vægt på at bakke op om lokalsamfundet – det er en vigtig del af vores ambition om at være Danmarks stærkeste lokalbank. Vi vil gerne være tæt på vores kunder og det, der betyder noget i deres hverdag. Et aktivt foreningsliv er med til at skabe liv i et lokalsamfund, og derfor er vi glade for at støtte op om Videbæk IF, som spiller en stor rolle for byen, siger Stephan Vartdal fra Vestjysk Bank og fortsætter:
- Med 400 medlemmer er det en stor klub, som skaber fællesskab og oplevelser for mennesker i alle aldre, der samles om at dyrke deres glæde ved at spille fodbold. Foreningen består af nogle engagerede ildsjæle og skal have stor ros for sit arbejde. Vi er stolte over at være klubbens nye hovedsponsor.